Lands-
og Vendsysseltræf 2018

Dette år blev det så vores tur til at skrive om årets to store træf. Næste år ser vi gerne, at I ikke holder jer tilbage i konkurrencerne, bare for at slippe for at skrive en lille artikel til bladet.

Landstræf på Elsegårde camping

Endnu en gang fik vi nogle fantastiske oplevelse med i bagagen på årets træf. Vi har set masser af skøn natur igen på nogle gode lange køreture. Det er så tilfredsstillende at sidde og nyde alle bakkerne med de gule rapsmarker, det grønne græs og træerne, der bryder dem, den blå himmel og til sidst prikken over i’et, alle de små biler i alle tænkelige farver og faconer. De er helt unikke på hver deres særlige måde. Hvilket også gælder for de herlige mennesker, der sidder inden i dem. Her er plads til forskelligheder, og det er det, der gør det så helt særligt at være en del af småbilklubben.

Vi fik set Friland, hvor vi blev vist rundt af en af Oles gamle lærere. Det var enormt spændende. Mange blev udfordret på deres tankegang af den meget anderledes måde at leve på. Igen synes jeg, at det er alletiders, at der er plads til sådanne små oaser i vores land, som måske kan få vi andre til at tænke på, om vi lever som vi har lyst til og om vi gør, hvad vi kan for hinanden/det samfund vi lever i.

En anden lille oase var Retroworld. Hvor var det igen en helt enestående oplevelse. Det var fantastisk at høre fortællingen om, hvordan det hele var blevet til og høre den entusiasme som lå bag. Det kunne næsten ikke lade sig gøre at gå igennem et rum uden at genkende et eller andet fra ens fortid. Hvor var der mange minder, på trods af at det jo var første gang, jeg i hvert fald bevægede mig rundt der.

Også den by vi skulle udstille vores småbiler i, bød på hygge og nostalgi. Ebeltoft er en så charmerende by med gamle hyggelig huse og brolagte gader, som blev en mindre udfordring, da vores frokost skulle frem.

Den ene af vore frokoster fandt sted på en skøn lille plet ved en mølle, som jeg ikke længere kan huske navnet på. Det var dejligt at vi slet ikke behøvede at tænke på frokost selv. Her havde vi også vores første konkurrence. Desværre lagde René og jeg ud med at spille småbilskroket, og da vi var så helt exceptionelt hurtige, var det kun Anette og Jørn, der havde mod på at tage kampen op. Så tak for konkurrencen til dem.

Vi gjorde også holdt ved endnu en lille naturperle omkring Ishuset Sletterhage, Sletterhages fyr og Fyrpasserhuset. Her må man sige, at vi kom en smule på arbejde. Vi skulle jo i konkurrencerne komme med en hul-sten, tage et billede af en fugl, tælle trapper både her og der, gætte ismandens alder og samle en vis mængde skrald. Og specielt det med at samle skrald gik der lidt sport i. Jeg tænker, at de fleste godt kunne lide tanken med at få ryddet lidt op på vores strande. Derudover var der helt sikkert også nogle som tænkte, at jo mere der blev samlet ind, jo flere point. Så lidt lange hoveder kom der, da det viste sig at det bare skulle i skraldespanden ved ishuset, på trods af den gode fornemmelse. Ismanden havde fået strenge instrukser om, ikke at røbe sin alder. René var dog så heldig at få lov til at se hans kørekort, hvilket ikke hjalp meget, da han enten er blevet så gammel, at han ikke kan huske, eller trænger til nye briller.

Festaftenen var også rigtig lækker og bød på ikke mindre end perfekt bordpynt, og en virkelig lækker tre-retters-menu. Og det bedste af alt småbils-selskab.

Tak til Ole og company for et helt særligt træf med masser af Ole-ånd. Hvor er vi heldige at have dig og dine i klubben.

Vendsysseltræf på Råbjergmile Camping

I år have vi taget sent sommerferie, så det passede med Vendsysseltræf. Vi have en lang køretur foran os fredag, og havde derfor bestemt at tage afsted i rigtig god tid, så vi kunne nå tidlig frem. Det gik også lidt bedre i år end de tidligere år, så der er håb for os.

På årets Vendsysseltræf fik vi en rundtur på Karstensens skibsværft. Det var virkelig interessant at høre om, hvordan det hele var blevet til, og hvordan de har formået at følge med tiden og vokse sig større. Da vi havde fået den spændende forhistorie, blev alle mand udstyret med de fineste gule hjelme, hvorefter vi skulle over og se en lille fiskekutter. Og hold da op. Hvor var det igen en forrygende oplevelse. Jeg tror aldrig, at jeg befundet mig i så luksuriøse omgivelser. Det var enormt flot og enormt rent, selv i maskinrummet. Hvad kan man sige andet end wauw. Der var da også en del, der lige skulle op og sidde og trone bag de imponerende instrumentborde.

Vi skulle også lige forbi og se den tilsandede kirke, som vi jo ikke kunne se, da den er tilsandet (ha ha Renés vits). Jeg har været forbi som barn og husker det helt anderledes, så det var lidt sjovt at se igen. Det var ikke mindre sjovt at se udførelsen af de utallige fantasifulde konkurrencer, som team Vendsyssel altid leverer. Der blev grint og vasket biler (dog kun pletvist) og fundet på alternative løsninger, for at få vægten til at vise det ønskede, når alt vandet var spildt. Og det var ikke kun småbil-folket, der fik sig et godt grin. Sjovt nok smitter sådan noget.

Tilbage på pladsen var konkurrencerne også tiltænkt de følsomme, og for de, som forstod at puste sig rigtigt op. Opfindsomt at skulle føle sig frem til ???, en citron og blindskrift. Og selvom de herrer nok har pumpet mere end et dæk op, så er det ikke bare lige at ramme de to bar.

Menuen skuffede heller ikke i år. Selvfølgelig stod den på helstegt pattegris. MUMS. Efter spisningen blev der uddelt de fineste termokrus som 2. og 3. præmie, hvor vinderne helt selv kunne vælge hvad placering, de gerne ville have, hvorimod vi på førstepladsen ikke fik noget valg.

René og jeg havde valgt at fortsætte nogle ekstra dage, da vi jo havde ferie og nyder at tulle rundt i vores lille bil. Hvor imod Lars og Grethe åbenbart var blevet lidt træt af den trange plads, så de bestilte en større bil til hjemturen.

Tusind tak til Anette og Jørn og Anne og Klaus for igen i år, at give os en masse dyrebare minder. Vi glæder os til næste år.

René og Margit