Småbilklubben dk

Årstræf 2016

12. november 2017

Årstræf 2016
Vejlby Fed Strand Camping på Fyn
Hos os i Vildbjerg startede vi allerede med at pakke til årstræffet søndagen i forvejen. Vi skulle jo være klar så hurtigt som muligt onsdag efter arbejde, så vi kunne nå til Fyn i ordentlig tid. Det var derfor rimeligt hurtigt for vi to gamle at få det hele smidt i Fiaten, da dagen endelig kom. Aftensmaden måtte blive en pizza, som blev indtaget i de hyggeligste omgivelser -nemlig i Fiaten. Anders skulle lige selv være færdig med at arbejde inden han fulgte efter os. Vi havde en stille og rolig tur på ca. 120 km uden om motorvejen, hvilket vi senere fandt ud af var meget godt, da der vist havde været en del kø. Da vi kom til campingpladsen lidt i 8, blev vi vist ned til det lækreste mobilhome. Vi skulle bo i ren luksus. Lige noget der passede Fru Lund. Efter lidt udpakning, gik jagten ind på at finde småbilfolket. Det første telt jeg stak hovedet ind i, var dog ikke befolket med småbilfolk, så næsen blev hurtigt trukket ud igen. Vi stødte heldigvis hurtigt på Maria ved legepladsen, som kunne vise os ned til et behageligt lunt telt med masser af herlige kendte ansigter. Så var vi i gang.

   

Derudover blev vi informeret om, at der dette år ikke ville være nogle konkurrencer, da vores værter prioriterede vores samvær højere. Det var helt fantastisk bare at kunne nyde, at se frem til at nyde hinandens selskab. Så var vi klar til at køre. Endnu en gang sad jeg og kastede blikket ud på en lang hale af små-biler både fortil og bagtil, og jeg kunne igen mærke en boblende fornemmelse i kroppen over at være en del af dette skønne selskab.

Og så kunne jeg se Anders hårtop blæse ud af soltaget. Hvor var det heldigt, at vejret var godt.
Skøn natur vi kørte igennem. Fyn er fin. Vi ankom planmæssigt til Bridgewalking, og kunne gå op og trække i vores grå engangskedeldragter. Det må siges, at være en pæn stor udfordring at forsøge at se godt ud i dem.
Povl skulle selvfølgelig også med, så Tove måtte holde stokken. Det var jo for de seje. Da alle var ved at være klar skulle Lars lige have træskoene tapet ind i gaffa, da faste sko var et påbud. Så var alle klar. Povl var lidt spændt på turen og alle trapperne, men afsted gik det. Vi startede med at gå op til “point of no return”, og alle mand var klar på at fortsætte.
Allerede på dette tidspunkt havde vi en fantastisk udsigt. Vi havde alle fået seletøj på og for enden af en strop i dette, hang en lille kugle, som vi fik besked på at køre ind i en skinne, som løb hele vejen langs gangbroen. Så fortsatte vi i gåsegang op ad det næste hold trapper, som var en kende stejlere end de første.
Wauw… Solen skinnede, der var en let brise, Skoven var lige ved at springe ud, solen spillede i det klare blå vand. Det kunne næsten ikke være mere perfekt. Vores guide var fænomenal til at fortælle om broens historie og hvad vi kunne se omkring os. Vi gjorde flere stop rundt på broen, hvor han fortalte, imens vi nød udsigten. Da vi skulle op på den tværgående gangbro fik Povl en hånd, men han fik hurtigt tag på det.
Ca. 55 meter over havoverfladen og hvilket syn. Anders og jeg blev på nedturen enige om, at den eneste ulempe var at vi blev nødt til at prøve en anden gang igen, da vi ikke spottede nogen marsvin. Da vi nåede tilbage til “point of no return” var Povl imponerende glad for at have klaret turen, og vi andre glædede os med ham. Dér har vi noget at leve op til, når vi når hans alder. Da vi kom helt ned fik han et ordentligt kram af Jette, og her faldt vist også en lille lykkens tåre. Godt gået, Povl.

Efter aftensmaden sagde vi farvel til Anders, som listede af inden generalforsamlingen. Da vi var færdige med generalforsamlingen, måtte vi have fat i ham igen, da vi opdagede, at han havde taget nøglen til vores mobilhome med hjemad. Han var “kun” nået til Herning. Så Anders’ aften foregik mest på motorvejen, mens vi sad og hyggede. Han fik jo så heldigvis mulighed for at sige ordentlig farvel, inden han igen vendte snuden hjemad.
Fredag startede ud med gode grin til briefingen. Erna opdagede nemlig pludseligt, at Kaj havde noget imellem benene, som hun straks forsøgte at fjerne. Derudover var Ole ikke til at styre på ti tønder land, da han havde udsigt til at komme på loppemarked senere på dagen.
Dog skulle vi starte ud med et besøg på et automobilmuseum i Strib. Ejeren var over firs, men gav en fantastisk rundvisning. Vi fik historien bag rigtig mange af bilerne, blandt andet fortalte han om, hvordan han havde fået fingrene i en af bilerne fra Schackenborg, da den tidligere ejer ikke ville lade den følge med slottet til prins Joachim. Det var fascinerende at høre alle disse historier og entusiasmen omkring hver enkelt af dem. Da vi havde været hele turen rundt, endte vi på første sal, hvor vi fik serveret en sandwich og en øl/vand til middag. Den sad vi og nød imellem alle de tohjulede, mens andre gik ud og nød den sammen med det gode vejr.

Efter besøget på Strib automobilmuseum var der mulighed for at tage på loppemarked. Selvfølgelig skulle vi på loppemarked under broen. Vi havde bestemt for længe siden, at vi ikke skulle have flere zinkdunke, men endte alligevel op med at købe en gammel spritdunk, da den var så billig, at vores rygrad smuldrede. Da vi slæbte afsted med den, var det lidt spændende, om den kunne være i Fiaten, men selvfølgelig kunne den det. Så var vi klar til næste etape. og fandt da også lidt mere. Da vi kom tilbage til campingpladsen, satte vi os sammen med blandt andet Tina og Lars og nød en øl inden festmiddagen. Vi fik en flot trerettersmenu, og der blev guffet, hygget og drukket. Som altid var stemningen høj.

Den blev ikke mindre høj, da der blev delt krus rundt til alle mand. De overskydende krus blev der holdt auktion over, og der var kamp om dem. Resten af aftenen stod på mere hygge.
Igen lørdag var Ole kulret, da han havde fundet ud af at der også var loppemarked i Bogense, hvor vi skulle udstille vores små glade køretøjer.
Efter endt briefing tøffede vi af sted. Desværre havde Povl lidt problemer, så han måtte skubbes i gang nogle gange, inden han gik helt i stå. Tom havde stadig problemer, og kørte sine helt egne vegne, når Povl skulle have et lille skub. Efter tilvejebringelse af en ny/nyere tændspole, som blev strippet fast i motorrummet på Povls bil, fortsatte resten af turen ind til Bogense planmæssigt. Da vi havde parkeret havde vi tid til at finde lidt at spise. Vi var så heldige, at vi også fandt et lille loppemarked. Så var lykken også gjort denne dag. Vi nåede også en tur ned på havnen, inden vi alle igen samledes, for at køre mod et ishus. Det vil sige alle på nær Søren, Jeppe, Trine, Heidi, Henrik og Ida, som havde usædvanligt god tid. Alle nåede det hele og vi kom afsted med mange smilende tilskuere i vejkanten. På vej til ishuset havde vi kun et enkelt stop, og så kan man jo ikke klage. Igen havde vi fantastisk vejr, hvilket gjorde at udvalget af is ikke var så stort, men pyt – der var is til alle dem, der gerne ville have det. Dagen sluttede igen med hygge, hygge og mere hygge.
Søndag gik traditionen tro med at sige farvel, hvorefter vi tøffede hjemad.

Nu kan vi se tilbage på et mindeværdigt træf. Herligt vejr, luksuriøse boligforhold, skøn natur, fantastiske ture, masser af tid til hygge, god mad og det bedste af det hele, som altid ualmindeligt godt selskab.
Margit